Så var der en pludselig brusen fra digtene, digtene. De bevæger sig i vores rygrad, smalle former, slyngede slyngler som pludselig vælter udover linjen og må gå med seler og bælte, de kæreste små. Kære bjergtop, hvad har du på hjertet idag andet end sjældne mineraler i tænderne. Hænderne er regnen, der finder vej ned til den samlede ...flod, å... vandløbet løber for livet til det bliver en del af vores eget lille hav. Vores kroppe er sætninger, vores hænder er ord. Hænder. Hånd, hånd. Nåja. Idag står vi i disse linjer:

".../Jeg behøver tingenes langsomhed,/det er nok at stå stille,/bare et øjeblik stille,/bagefter begynder det at tage form,/det kan ikke lade være med at tage form,/en sten eller en blomst/det er ligegyldigt hvad det er./Jeg siger sten eller blomst."